OS

Vi er to unge, hadske ildsjæle som driver denne fremragende blog. Bloggen vil handle om vores had til ting som kan forekomme i hverdag og til fest! Intet er helligt. Alt fra nazister til hippier til boomblasters. Ingen kan føle sig i sikkerhed, når det er i hatepaakloppen

fredag den 30. november 2012

Engelskfaget og grammatik

Lål - så skete det sgu igen, hva'?
Jeg sidder derhjemme på min pind (hvorfor findes det ordsprog?) og tjekker, hvad det er, jeg skal lave af lektier til engelsk dagen efter. Og der står følgende:
"Please read the poem "Dulce et Decorum Est", by Wilfred Owen in Fields of Vision 2, p. G118-119
Complete the attached grammar exercise: Verber med ing-form/infinitiv, Engelsk Grammatik med synonymer, Øvelsesbog 3, øvelse a: 1, 2, 3."

Læs et digt - fint nok, det har jeg ikke noget problem med. Lav grammatik - nej, fandme nej, Louise og Marlene (ja, jeg har to engelsklærere). Ikke nok med, de stiller krav om, jeg IKKE bare må gennemgå grammatikopgaverne i hovedet med mig selv, jeg skal skrive dem ned, så skal jeg faktisk lave grammatik. Hvilket overordnet set er meget værre end at lytte til Basshunter, der har lavet et tekno-remix af "Du Gamla, Du Fria" (Sveriges nationalsang). Hold kæft hvor er engelsk grammatik dumt. Ikke fordi deres regler og sådan er dumme, de er ikke meget værre end dem, vi har her i landet.
Men i dansk stoppede vi for flere år siden med at skulle forklare "grammatiske regler", og vi har nu bare accepteret, at det bare er sådan, det er. Hvorfor kan vi så ikke bare gøre det samme i engelsk. Hillemænd, vi går altså i 3.g nu - lad nu bare lærerne, ligesom os elever, acceptere, at "det lyder dumt" er en god nok grund, når man gennemgår grammatik. Jeg er så kongetræt af, at jeg bliver bedt om at forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør, når det er grammatik.

Det er dumt, spild af tid og endnu mere dumt. Pislortegrammatik.

Vil hellere tvangsindlægges med Basshunter.

mandag den 26. november 2012

Få dog den iPhone ned!

Jeg var i går til koncert med The xx i København. En koncert jeg havde set meget frem til. Rigtig meget.
Det skal dog siges, at koncerten var ganske fremragende, og at det kommende hate ikke er rettet mod bandet!

Nej. Tværtimod. Men folk som står og filmer hele og halve koncerter med deres forbandede iPhones. Stop det nu. Har jeg betalt 350 kroner, for at stå og glo på din behårede græker-arm? Nej, det mindes jeg ikke at have punget ud for! Så kan du da for fanden ikke få den arm ned?

Se lortet gennem dine - højst praktisk og ganske fikst - udstyrede øjne midt i dit store tunge hovede!

Det burde - ved lov - forbydes. Alle telefoner skulle sættes på non-filming-mode inden koncerter! Jeg vil ikke finde mig i det. Det er for galt. Jeg er sur.

onsdag den 31. oktober 2012

Hvad kan du, Tuborg Julebryg?

Julebryg er en belortet undskyldning for at gå ind og score sig en pige i alt for lidt, men DOG alligevel UTROLIGT, røde nervøs-velour tøj med en dertilhørende blinkende, blå nissehue!

Og hvorfor drikker vi så det lort? Hvorfor fejrer vi det pis? Så vidt jeg ved, så kan du - resten af året - købe en BEDRE øl. Nemlig en standard Grøn Tuborg. Hvad har den øl nogensinde gjort af onde ting? Intet. Nej. Det er en fin øl! Fat nu det!

Jeg tror ikke på at nogen mennesker i hele verden, nogensinde har nydt en Tuborg Julebryg. Nej. Man tager nemlig i byen den dag "sneen falder" (fuck det udtryk så langt op, at selv Amin Jensen ville føle smerte i anus), drikker den ildelugtende og tissmagende lorteøl! Folk som tager derind, gør det for at kigge på "reklame-pigerne", som - igen - er klædt i for lidt tøj (i for frossent vejr), kun iført blinkende nissehue og massiv kropsbehåring. Fuck jer.

Jeg vil af princip ikke "fejre" at de sælger skod-øl, det er jo kriminelt. Jeg tager i byen den aften, og der vil jeg leve af fucking Mo-Kais - de holder fandme niveau!

Tuborg Julebryg - dø, nu!

søndag den 28. oktober 2012

Invita-køkkener

Har I hørt det? Har I hørt det?

Folk, der har et køkken fra Invita hygger sig i køkkenet, laver lektier i køkkenet og danser i køkkenet. Jamen, hold nu fast, hvor er det altså vigtig viden!
I har måske set en af disse reklamer i jeres fjernsyn for nylig? Selvfølgelig, har I dét, for de er der konstant! Hele tiden, når man åbner kukkassen, skal man belemres med fuldstændigt latterlige tv-spots for hvor glad, den "almene" dansker er for deres åndssvage lortekøkken. Og nej, hvor er det dog ligegyldigt for alle os andre.

Jeg har lige set en reklame, hvor en dame snakker om, hvor meget, hun "elsker sine skuffer". Hold kæft, hvor er det en åndssvag ting at sige! Du kan ikke elske en skuffe i dit køkken. Du begynder jo ikke at græde, hvis det skulle ske, at en fed mand kom og satte sig i din skuffe, så den knækkede af og gik i smadder. Du ville til gengæld græde, hvis en mand sparkede din lille hund i hovedet, så den døde. For hunden elsker du. Ikke din grimme lorteskuffe, hvis træårer, der løber i forlængelse af hinanden. Åh gud, hvor er det dumt!

Jeg hader INVITA-køkkener og jeg hader damer, der elsker deres skuffer, og jeg hader folk, der danser i deres køkken. Jeg vil kun have Vordingborg-køkkener.


onsdag den 24. oktober 2012

Hvorfor fanden spiser du rawfood?

Det danske køkken er blevet inficeret.
Hvad blev der af den gode, gamle, danske bøf med tilbehør bestående af kartofler og brun sovs?
Hvad blev der af den gode tartelet med alt for meget fyld i?

Det jeg taler om, det er "rawfood". Nu tænker du, kære læser, "rå mad??? Hvad fuck?". Og jeg tænker det samme. Jeg er lamslået. Det er jo helt ustyrligt dumt.

Hvorfor fanden vil man ikke opvarme sit mad til over 42 grader? Hvad fanden er ideen? Ja, jeg ved da godt at der er lidt gøgl med kemien bag osv, men.. Hvorfor? Skal vi lige bage en plade boller? Nej, det skulle vi da vist ikke! For det er og forbliver fucking dej, når du ikke varmer pisset op! Kan du forstå det?! STOP DET LORT.
Og hvem spiser det? Hippier. Hippier og flere hippier! Hvorfor skal det altid være så fancy og fornemt - for ikke at tale om anderledes?
Æd noget rawfood-kylling eller æg! Lad os alle håbe det vil medføre en grufuld skæbne.
Nedenstående diagram viser fordeling af raw-food-idioter: (ja, jeg elsker diagrammer)


Jeg magter ikke rawfood.
Nu går jeg ud i mit køkken og bage en kage.. Den bliver eddertæskme ikke "raw". Den skal bages ved 250 grader i 14 timer, og så er den al dente!

Ka' du fat' den?

tirsdag den 9. oktober 2012

Gamle skoletekster

Du kender det. Det er søndag aften, og du har haft en herlig weekend i venners lag, hvor der for første gang i ugens løb har været mulighed for at glemme lektiebyrden og skolen. Nu sidder du så på din gamle røv og kommer i tanke om: "Fuck, jeg har sgu da engelsk aflevering for til i morgen" eller tirsdag eller engang i den nærmeste fremtid.
Så er det, at papirerne bliver fundet frem og pludselig er det, at det går op for en, at ikke nok med, den lorteaflevering på 1000 ord er til i morgen, men du skal saftsuseme også analysere en tekst fra attenhundrede-og-hvidkål. Og hvad fanden er det for noget pis?

Det er ikke første gang, jeg sidder med en aflevering, hvor det "eneste", jeg skal er at analysere og fortolke en herlig lille novelle eller et sødt lille digt og så videre. Hvilket jo i sig selv er ganske, ganske, ganske kedeligt, intetsigende og størstedelen af tiden fuldstændig UBRUGELIGT! Men ikke nok med, opgaven i forvejen er kongeåndssvag, så bliver det eddersuseme ikke bedre, når den givne tekst er så tudsegammel, at selv Metusalem ville ærgre sig blå og gul over, den er skrevet i et sprog så uforståeligt, at ingen i hele verden kan forstå det. "Sproget er jo en del af charmen", siger du måske nu, hater - men stop lige en halv hér, homie. Det er IKKE en charmerende del af noget som helst, at det er så uforståeligt og latterligt, at det tager tolv gange så lang tid at læse fordi, det er umuligt at forstå et bjæf af det lort, Henry Thoreau har skrevet.
Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender, at nogen (læs: meget få) af disse forfattere eller poeter rent faktisk har noget på hjerte, som sikkert er ganske interessant eller spændende eller smukt. Men hvad hjælper det, når teksten, hvis den lå i føtex' kølediske, for længst ville være smidt ud. For ja litteratur kan stjerneme godt blive for gammelt.

Som I kan se på nedenstående billede, der forestiller en pergamentrulle, så er det præcis så gammelt, en tekst IKKE skal være. Bæ!

mandag den 8. oktober 2012

AT - hvad er du for en røvbanan?

Alle som har taget en STX i det Danske land, de bør vide hvad AT er. Hvis ikke, så vil jeg her prøve at ridse det kort op:
1. Du får en fagkombination (Musik-Dansk eksempelvis)
2. Dernæst får du (muligvis) et emne.
3. Så skal du skrive noget, som hverken du, din lærer eller - for den sags skyld - din rektor forstår.
4. Det hele skal munde ud i en eksamen, som udelukkende skal handle om uforståelige ting, som ingen i denne verden har tid/lyst/evne til at svare på.

Lyder AT som noget for dig? Så læs videre her..

Jeg sidder lige netop i en situation hvor jeg skal fremlægge AT. Ja, det er spændende.. Min forberedelse har ikke været 100% optimal, hvilket kun er min egen skyld. Men kan jeg motivere mig selv til at lave noget, når det er så dumt, irriterende og usmageligt træls? Svaret er nej.
Hvorfor.. Hvorfor skal jeg det her? Nu lyder jeg nok som en lille luder, som har det meget svært, men nej. Jeg forstår bare ikke meningen med det her AT-helvede. Det gør mig sur. Deprimeret endda.

Det værste ved AT er dog endnu ikke beskrevet her.. Det værste ved AT er.. (og hold nu fast, oh du trofaste læser): Metode-afsnittet. Det får enhver gymnasieelev til at skide i bukserne af skræk og rædsel. Et afsnit, som ingen mening vil eller kan give. Det er som en tæske-varm bajer. Man kigger på den og tænker "Fandme nej du! Det bliver over mit lig". Metode er lort. "Hvordan er du kommet frem til dine resultater, oh du lille gymnasieelev?".. Ved hjælp af internettet, din fede idiot. Færdig. Ikke mere. Stop. Punktum.

Jeg hader AT. Og jeg hader personen (personerne) som har opfundet det.
Så meget at jeg har lavet en graf over mit had til AT.