Så skete det igen. Endnu en omgang fantastisk afviklet Roskilde Festival fyldt med kolde håndere, kolde drinks, masser af kylling i karry-suppe og ikke mindst smukke, smukke koncerter, er det tid til at hate lidt igen. Denne gang på den følelse, man får i kroppen, når man kommer hjem fra en tur så rig på oplevelser, at man ville ønske, det aldrig sluttede. Jeg taler om Post-Roskilde Depressionen.
Bevares, det var ganske fortræffeligt at få et sæt rent tøj på og vasket en smule af al skidtet af dem, men selvsamme aften efter hjemkomsten indtraf kedsommeligheden og følelsen af ensomhed allerede. Man sidder og læser anmeldelser af de koncerter man har været til, man genhører de radioprogrammer, man blev interviewet til (hæhæ) og man ser de billeder, der er blevet lagt på facebook og andre steder. Man gør hvad som helst for at genopleve bare en smule af den fantastiske stemning, man havde i blodet i den uge. Man prøver at genskabe stemningen via chat med de kammerater, man havde med derover, men det er bare ikke det samme. Overhovedet!
Og det er "nothing to do"-følelse, der er så frygtelig. Jeg brugte min dag i går på følgende: stene facebook, stemme min banjo, stene facebook, stemme min guitar, stene facebook. I dag har jeg indtil videre set Boston Legal i 45 minutter og den serie kan ikke anbefales! Og nu skal jeg så sidde og stene Tour de France i fire timer. Det eneste jeg har lyst til er at drikke fucking mange kolde øl og mega mange drinks og bare være glad og beruset og sammen med alle de mennesker, jeg fucking holder af og alle mennesker, som bare er derovre og er i lige så godt humør som mig.
Jeg savner Roskilde og jeg hader min Post-Roskilde Depression.
