Så er det, at papirerne bliver fundet frem og pludselig er det, at det går op for en, at ikke nok med, den lorteaflevering på 1000 ord er til i morgen, men du skal saftsuseme også analysere en tekst fra attenhundrede-og-hvidkål. Og hvad fanden er det for noget pis?
Det er ikke første gang, jeg sidder med en aflevering, hvor det "eneste", jeg skal er at analysere og fortolke en herlig lille novelle eller et sødt lille digt og så videre. Hvilket jo i sig selv er ganske, ganske, ganske kedeligt, intetsigende og størstedelen af tiden fuldstændig UBRUGELIGT! Men ikke nok med, opgaven i forvejen er kongeåndssvag, så bliver det eddersuseme ikke bedre, når den givne tekst er så tudsegammel, at selv Metusalem ville ærgre sig blå og gul over, den er skrevet i et sprog så uforståeligt, at ingen i hele verden kan forstå det. "Sproget er jo en del af charmen", siger du måske nu, hater - men stop lige en halv hér, homie. Det er IKKE en charmerende del af noget som helst, at det er så uforståeligt og latterligt, at det tager tolv gange så lang tid at læse fordi, det er umuligt at forstå et bjæf af det lort, Henry Thoreau har skrevet.
Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender, at nogen (læs: meget få) af disse forfattere eller poeter rent faktisk har noget på hjerte, som sikkert er ganske interessant eller spændende eller smukt. Men hvad hjælper det, når teksten, hvis den lå i føtex' kølediske, for længst ville være smidt ud. For ja litteratur kan stjerneme godt blive for gammelt.
Som I kan se på nedenstående billede, der forestiller en pergamentrulle, så er det præcis så gammelt, en tekst IKKE skal være. Bæ!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar